Grønlands leder brugte selvstyrets penge i minibaren

Skrevet af admin

27/09/2014

Dagens topnyheder

Grønlands leder Aleqa Hammond fra Siumut brugte 106.363,27 kroner fra selvstyrets kasse til private formål. Det viser en orientering som revisionsudvalget har bestilt ved en revisor.

Det skriver det grønlandske public service-medie KNR.

Pengene er blandt andet brugt til private flybilletter og hoteludgifter til Hammonds familie.

- Mellemværendet er opbygget på baggrund af køb af private flybilletter, hvor selvstyret har afholdt billetudgifter samt hoteludgifter til formandens familie - herunder betaling for restaurant og minibar med videre.

- Desuden fremgår det af orienteringen, at der har været betalt for afholdelse af et privat arrangement i selvstyrets repræsentationslokaler, skriver revisionsudvalget i en meddelelse.

Aleqa Hammond vedkender sig sagen og siger, at der er sket en fejl, og pengene er betalt tilbage.

- Jeg aftalte fra starten med mine embedsmænd, at de skulle booke rejserne for min familie på de samme datoer, som jeg skulle rejse. Men da jeg fik regningen fra rejsebureauet, kunne jeg se, at det hele stod på den samme regning.

- Jeg har efterfølgende afregnet pengene, så alt er, som det skal være nu, siger Aleqa Hammond til KNR.

Ifølge revisionsudvalget var det dog ikke lige til at få pengene retur fra Hammond.

Mellemværendet stammer fra april 2013, og på trods af flere rykkere blev pengene først tilbagebetalt 8. september 2014.

Aleqa Hammond har siden revisorens afsløringer måttet stå skoleret for revisionsudvalget. Hendes svar giver ifølge udvalget et billede af, at problemet har stået på gennem en længere årrække, skriver KNR.

/ritzau/