Hækkerup: Vores asylsystem er under stort pres

Skrevet af admin

19/09/2014

Mest læste i dag

Lige nu er tilstrømningen af asylansøgere til Danmark den største i 20 år. De officielle tal for antallet af nye asylansøgere i august er endnu ikke offentliggjort, men ifølge Jyllands-Posten kom omkring 2000 ansøgere til Danmark i august. I september er der kommet yderligere 100 i gennemsnit om dagen.

Og justitsminister Karen Hækkerup (S) ser med alvor på sagen.

- Vi tager situationen meget alvorligt. Vores asylsystem er under stort pres, siger hun i en skriftlig kommentar.

Ifølge flere medier kan tallet for hele 2014 ende på mindst 14.000 asylansøgere.

Og situationen er yderlig tilspidset, da byrådet i Halnæs Kommune torsdag aften besluttede at lukke asylcentret i Auderød i Nordsjælland ved udgangen af september som planlagt.

Dermed skal Udlændingestyrelsen ud og finde alternative indkvarteringsmuligheder til de cirka 600 asylansøgere fra centret.

- Af hensyn til integrationen er der en klar grænse for, hvor mange flygtninge, vi kan tage imod i Danmark, så derfor overvejer vi også i øjeblikket forskellige tiltag, siger justitsministeren.

Venstres integrationsordfører, Martin Geertsen, krævede onsdag handling fra regeringen.

- Asylområdet er ude af kontrol og nærmer sig efterhånden niveauet under Nyrup. Vi risikerer svenske tilstande i Danmark, hvis ikke regeringen handler nu, sagde Martin Geertsen onsdag.

- Derfor burde regeringen bruge nogle af de mange penge, de bruger på at gøre Danmark til et mere attraktivt land for asylansøgere til i stedet at hjælpe i nærområderne, sagde Venstres integrationsordfører.

Martin Geertsen påpeger, at en del af forklaringen på den voldsomme stigning i antallet af asylansøgere skyldes flere asylansøgere fra Syrien. Og Danmark "skal selvfølgelig løfte vores del af ansvaret". Og derfor skal indsatsen opprioriteres i nærområderne.

Også i Dansk Folkeparti og Liberal Alliance mener man, at indsatsen skal ske i nærområdet.

/ritzau/