Hamilton efter triumf: Dedikerer sejr til flyofre

Skrevet af admin

30/03/2014

Dagens topnyheder

Endelig lykkedes det for Lewis Hamilton at få det fulde udbytte af en pole position ved Malaysias grandprix. Briten er tidligere startet først på Sepang-banen, men har aldrig vundet løbet, som han deltog i for ottende gang.

Men kun et teknisk problem kunne have forhindret den tidligere verdensmester i at stå med champagnen drivende ned af sig på podiet fineste plads efter løbet.

Omgang efter omgang lagde han afstand til de andre kørere, og selv holdkammeraten Nico Rosberg, der vandt det første løb i Australien for to uger siden, havde svært ved holde trit.

Hamiltons sejr var aldrig i fare. Allerede to omgange før afslutningen begyndte hans mekanikere at gå over mod banens indhegning for at være klar til at hylde ham.

- Utroligt, utroligt. At stå her efter så vanskelig en weekend og så en lang vinter, sagde han efter sejren.

- Jeg føler mig så taknemmelig. Især efter den frygtelige tragedie (det forsvundne fly fra Malaysian Airlines, red.). Jeg vil virkelig gerne dedikere denne sejr til de mennesker og deres familier.

Som alle i feltet havde Hamilton et klistermærke på sin hjelm med ordene "Bed for ofrene" af respekt for den nationale tragedie, der har ramt Malaysia.

Hans overlegenhed udmøntede sig i et hattrick: Ud over sejren sikrede han sig lørdag pole position. Derudover kørte han den hurtigste omgangstid - endda på den tredjesidste af de 56 omgange og til trods for formaninger på holdets team-radio om endelig ikke skulle satse og tage chancer.

Lewis Hamilton er nu oppe på 23 grandprix-sejre.

Englænderen har 25 point i den samlede stilling. Nico Rosbergs andenplads giver 18 point og tyskeren fører verdensmesterskabet med 43 point.

Dobbeltsejren sender Mercedes op på førstepladsen i konstruktørernes mesterskab.

/ritzau/