Haugaard får fuld spilletid i straffesparksnederlag

Skrevet af admin

15/07/2015

Dagens topnyheder

Salget af Stokes førstekeeper Asmir Begovic til Chelsea har, i hvert fald midlertidigt, skubbet danske Jacob Haugaard frem i målmandshierarkiet i klubben.

Onsdag stod han hele kampen mod Everton i en træningsturnering i Singapore, hvor Haugaard og co. måtte se sig slået efter straffesparkskonkurrence. Den ordinære kamp endte 0-0.

Engelsk fodbold er populært i Asien, og derfor har Premier Leagues Sponsor, Barclay, arrangeret en træningsturnering med blandt andet tre engelske hold i Singapore.

Tempoet i kampen bar præg af, at holdene ligger i forberedelser til sæsonstarten. Stoke kom frem til et par chancer inden pausen, som blev formøblet, mens Evertons stjerneangriber Romelu Lukaku korrekt fik annulleret et mål for offside kort før pausen.

Underholdningen efter pausen blev ikke markant bedre, og et par redninger af Haugaard i den ene ende og Tim Howard i den anden ende sørgede for, at kampen sluttede uden scoringer.

Herefter gik man direkte til straffesparkskonkurrence for at finde en vinder, og her blev Jacob Haugaard den lille.

På samtlige fem Everton-spark gik han til den forkerte side, og da Tim Howard samtidig snuppede et enkelt Stoke-forsøg, blev det holdet fra Liverpool, som gik i finalen.

Der venter enten ligarivalerne fra Arsenal eller et udvalgt hold fra Singapore, som mødes i den anden semifinale i træningsturneringen.

/ritzau/