Helle Thorning-Schmidt marcherer søndag i Paris

Skrevet af admin

09/01/2015

Dagens topnyheder

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) har ligesom flere andre europæiske regeringschefer takket ja til at deltage i søndagens Republikkens March i Paris på invitation fra den franske præsident, François Hollande.

Det oplyser Statsministeriet til Ritzau.

Flere og flere europæiske ledere har fredag aften meldt sig til, og nu står det klart, at Danmark sender både statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og justitsminister Mette Frederiksen (S).

- Præsident Hollande har inviteret statsministeren, og Helle Thorning-Schmidt deltager i marchen, oplyser Statsministeriet.

Ved marchen forventes flere hundrede tusinde at gå sammen gennem storbyen i stilhed for at vise sammenhold med Frankrig og mindes de 16 mennesker, der er dræbt ved onsdagens terrorangreb på Charlie Hebdo-magasinet og fredagens gidseltagning i Paris.

Ud over at deltage i marchen er justitsminister Mette Frederiksen også i den franske hovedstad for at mødes med sine kolleger fra blandt andet Frankrig, USA, Holland, Polen, Italien, Letland og Storbritannien.

På dagsordnen er en drøftelse af spørgsmål om anti-terrorisme og "foreign fighters" samt de fælles indsatser på internationalt og europæisk niveau om håndteringen af disse.

- Jeg ser frem til at mødes med mine kolleger i Paris på søndag for at sende et klart signal om, at vi står sammen mod ekstremismen. Vi vil blandt andet gå en march i stilhed for at udtrykke solidaritet og sammenhold, siger Mette Frederiksen.

- Terrorangrebet i Frankrig er udtryk for, at ytringsfriheden og demokratiet er under angreb fra ekstremistiske kræfter, siger hun i en skriftlig kommentar til Ritzau.

Mette Frederiksen mener, at angrebet bør inspirere til at rykke sammen om ytringsfriheden.

- Det er netop nu vigtigere end nogensinde, at vi skriver, tegner og mener, hvad vi har lyst til inden for lovens rammer, siger hun.

/ritzau/