Helsingørmotorvejen er også lukket tirsdag

Skrevet af admin

29/09/2014

Dagens topnyheder

Helsingørmotorvejen forventes ikke åbnet til tirsdag morgen, oplyser Vejdirektoratet.

Vejdirektoratet arbejder fortsat mandag aften på at få ryddet op på Helsingørmotorvejen efter det delvise brostyrt lørdag aften. Men det forventes ikke, at vejen når at blive ryddet til myldretidstrafikken nordfra tirsdag morgen tidlig.

LÆS OGSÅ: Brokollaps: DSB kører med ekstra tog mandag eftermiddag

Ulykkesstedet blev frigivet af politiet søndag eftermiddag, og siden har Vejdirektoratet og deres entreprenører arbejdet i døgndrift med mange maskiner på at få vejen ryddet og gjort klar til trafikanterne igen.

- Jeg vil gerne beklage de gener, som lukningen af motorvejen medfører for de mange pendlere i Nordsjælland, siger anlægschef Erik Stoklund Larsen, Vejdirektoratet.

- Vi arbejder på højtryk for at få ryddet Helsingørmotorvejen, men vi kan formentlig ikke åbne vejen i tide til, at morgentrafikken tirsdag kan afvikles normalt, siger han og fortsætter:

- Vi ved godt, at vejen har stor betydning for bilisterne i Nordsjælland, og derfor sætter vi alle kræfter ind på at blive færdige hurtigst muligt.

Bliver Helsingørmotorvejen ikke klar til morgentrafikken, gælder de samme omkørselsruter som tidligere udmeldt af Vejdirektoratet.

Motorvejen er lukket, efter at broen ved Egebækvej ved Nærum lørdag aften styrtede delvist sammen i forbindelse med støbearbejde.

LÆS OGSÅ: Oprydning på motorvej må vente på undersøgelser

Støberiet var gået i gang om morgenen, men ved 21.30-tiden skete ulykken, og en større mængde byggemateriale landede på kørebanen.

Ingen kom noget til ved kollapset - hverken trafikanter eller arbejdere, men motorvejen blev grundigt spærret for trafik i begge retninger mellem Nærum og Gl. Holte.

Strækningen er en af de mest befærdede i Danmark. Godt 80.000 biler benytter sig af motorvejen i løbet af et døgn.

Derfor anbefaler Vejdirektoratet, at man finder alternative ruter på vej til arbejde eller i hvert fald beregner ekstra tid på vejen.

DSB har samtidig indsat ekstra togvogne på Kystbanen for at have kapacitet nok, hvis flere vælger at tage offentlig transport til arbejde.

Årsagen til nedstyrtningen er ikke klarlagt.

/ritzau/