Det begyndte på den værst tænkelige måde for Herning Blue Fox, som kom bagud 0-1 efter 21 sekunder ude mod Frederikshavn White Hawks.
Herning-mandskabet kom dog flot igen og vandt ishockeykampen med 3-1. Dermed har Herning syv point efter tre kampe i sæsonen, og holdet topper rækken sammen med Gentofte.
12 minutter efter Frederikshavns chokscoring udlignede Herning-spilleren Petr Kalus, og få sekunder før første periodes udløb bragte Henrik Eriksson udeholdet foran med 2-1.
Samme Eriksson udbyggede Hernings føring kort før slutfløjt i tredje periode, efter at ingen af holdene fik scoret i anden periode.
Også Gentofte Stars vandt tirsdag aften, da det blev til en 4-2-sejr på hjemmebane over Odense Bulldogs.
Fynboerne var dog godt med i store perioder af kampen, selv om Gentofte kom foran både 1-0 og 2-1. Begge gange udlignede Odense - først ved Rasmus Bjerrum og siden Søren Pedersen.
Men Gentofte var bedst i slutfasen, hvor holdet gjorde det til både 3-2 og 4-2 - de afgørende mål blev scoret af Anders Førster og Tuomas Muhonen.
Dermed kom Gentofte op på siden af Herning - begge hold har syv point efter de første tre spillerunder.
Aalborg Pirates, som efter overtid og straffeslag vandt 2-1 ude over Herlev Eagles, har seks point efter tre kampe.
Samme antal point har Sønderjyske, efter at de forsvarende mestre vandt 4-2 hjemme over Esbjerg Energy.
I den sidste kamp tirsdag aften vandt Rødovre Mighty Bulls det rent sjællandske opgør hjemme mod Rungsted Ishockey med 3-2. Nikolaj Zorko scorede det afgørende 3-2-mål for Rødovre fem minutter før tid.
/ritzau/