Hjort forlanger spareforlig for politiet

Skrevet af admin

21/10/2015

Dagens topnyheder

Hvis man skal være med til det sjove, skal man også være med til det kedelige.

Det mener finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) efter det første forhandlingsmøde om et nyt politiforlig.

De forskellige partier er kommet med en lang ønskeseddel til forhandlingerne, og de fleste kan blive enige om én ting: At politiet skal have flere midler at rutte med.

Men finansministeren understreger, at man ikke får serveret noget på en sølvfad.

- Det er jo ikke sådan, at vi stiller en sæk penge på bordet, og så kan man bare komme og tage. Men man er nødt til også at tage medansvar for den ubehagelige del, siger han.

Mødet med alle partierne var et såkaldt sættemøde, hvor alle parterne fik lov til at komme deres ønsker. Der var ingen reelle forhandlinger på skemaet.

Hos Dansk Folkeparti ser man meget gerne, at politiet over flere år skal have 2000 nye betjente. En mulighed er ifølge Dansk Folkeparti at kigge på, om man kan oprette flere studiepladser på politiuddannelsen eller forkorte selve uddannelsen.

De Konservative foreslår 1500 flere betjente, mens Liberal Alliance ikke kræver, at Claus Hjort Frederiksen tager den store pengepung frem.

- Det er klart, at der skal finansiering til. Og de partier, der ønsker at fortsætte i forhandlingerne, skal også acceptere den finansiering, der skal være med til at finansiere pakken, siger Claus Hjort Frederiksen.

Liberal Alliance har et forslag om, at politiet i højere grad udliciterer sine opgaver som eksempelvis bevogtning eller administrative opgaver.

Siden terroren ramte Danmark i februar, har diskussionen om politiets ressourcer - eller mangel på samme - kørt uden stop, og Venstre har da også erkendt, at politiet bør få flere betjente.

/ritzau/