Høflig Tony Martin overbeviste Holm: Knægten får chancen

Skrevet af admin

13/07/2014

Mest læste i dag

Omega Pharma-Quick Step havde allerede lagt taktikken for 9. etape, da Tony Martin søndag morgen ydmygt hævede stemmen.

- Giv mig chancen, jeg kan vinde, sagde tyskeren til Brian Holm og de andre sportsdirektører på det belgiske mandskab.

Det kunne Tony Martin så. Han vandt med næsten tre minutter til forfølgerne efter 60 kilometers soloudbrud.

- Vi havde faktisk allerede holdt et taktikmøde, men vi holdt så et mere. For så kom Tony, som det høflige menneske, han er og siger, at han for første gang under Tour de France har gode ben.

- Vi andre tænker, at han har kørt som en motorcykel, selvom han selv mener, at han har været halvkold. Så vi tænker: Okay, så skal knægten have lov at prøve, og det fik han så, siger Brian Holm.

Sportsdirektøren var dog flere gange i tvivl, om den svære mission ville lykkes, for længe sad Tony Martin med en italiensk følgesvend med under et halvt minut til en større gruppe udbrydere, som jagtede.

- Det var et umuligt udbrud. Dem bagved kunne spytte dem i nakken. Heldigvis siger vi ikke til ham, at han skal lade sig falde tilbage til gruppen.

- Til sidst ved vi, at der er meget medvind, og derefter begyndte vi for alvor at tro på det. Men der skal kun et enkelt sukkerchok til, så er løbet kørt, så vi var nervøse, siger Holm.

Det er Omega Pharma-Quick Steps anden sejr i årets Tour de France efter en skuffende start, da holdets sprinter Mark Cavendish måtte udgå på 1. etape efter styrt og en skadet skulder.

Tony Martins sejr kommer to dage efter, at holdkammeraten Matteo Trentin vandt en spurtduel på målstregen millimeter foran Peter Sagan.

- Det var lige lovlig tæt på med Matteo i Nancy, så denne gang ville vi have et lidt større forspring, så vi ikke var i tvivl, siger Brian Holm med et skævt smil.

Danskeren forudser en kædereaktion på det belgiske hold efter Tony Martins sejr.

- Cykelryttere er nogle ærgerrige typer, så de tænker straks: Lad os få sejr nummer tre. Der er stadig en enkeltstart, og Trentin havde udset sig endnu en etape, som han mener, han kan vinde, og jeg tror, at Niki Terpstra går og bliver jaloux over, at han ikke har vundet, og sådan kører det.

- De vil alle sammen. Det er fint nok, siger Holm.

/ritzau/