Hospitalschefer blev advaret om overlægers misbrug

Skrevet af admin

22/06/2014

Dagens topnyheder

Ledelsen på Rigshospitalets Hjertecenter med centerdirektør Pernille Slebsager i spidsen blev allerede i begyndelsen af 2010 advaret om, at overlæger på centret misbrugte forskningsmidler til private formål.

En stikprøvekontrol afslørede, at mindst tre hjertelæger misbrugte forskningsmidler til at betale deres kontingent i fagforeningen med tilbagebetalingskrav og tjenstlige samtaler til følge.

Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

De nye oplysninger får eksperter og politikere i Region Hovedstaden til at kritisere centerdirektøren og chefen for hospitalets bogholderi, finanschef Klaus Tofting, for ledelsessvigt, fordi de tilsyneladende undlod at reagere på advarslen.

Dermed kunne overlægernes brug af forskningsmidler til private formål og ekstravagante tjenstlige middage på Michelin-restauranter som Noma og Kong Hans Kælder med kuvertpriser på op til 1500 kroner fortsætte indtil Jyllands-Postens første afsløringer for et år siden.

- Det er et klart ledelsessvigt, at man ikke skærpede kontrollen tilbage i begyndelsen af 2010, da man opdager misbruget, siger registreret revisor Thorbjørn Helmo Madsen, direktør og partner i rådgivningsvirksomheden Timetax.

Charlotte Fischer, radikalt medlem af regionsrådet i Region Hovedstaden, mener, at der er tale om et stort ledelsessvigt.

Siden den 16. juni i fjor har Jyllands-Posten i en stribe artikler afsløret overlægers misbrug af forskningsmidler til private formål. Det har ført til, at Rigshospitalet foreløbig har politianmeldt fire fremtrædende overlæger.

To af dem er hjemsendt, mens to er fyret, herunder professor, dr.med. Peter Clemmensen, der var formand for Hjerteforeningen fra 2008 til 2012.

/ritzau/