Det bliver som ventet Hull City, der skal møde Arsenal i finalen i FA Cuppen.
Hull, der aldrig tidligere har nået slutkampen i den prestigefyldte pokalturnering, besejrede søndag aften Sheffield United med 5-3 i en livlig semfinale på Wembley.
United, der til dagligt optræder i League One, den tredjebedste række, strittede ellers flot imod og var foran to gange mod et Hull-mandskab, der i perioder virkede rystet.
Det tidligere Everton-talent Jose Baxter bragte de undertippede i front med 1-0 efter 20 minutter, da han ekspederede et indlæg i nettet bag Steve Harper i Hull-målet.
Og kort før pausen - umiddelbart efter Yannick Sagbos flotte udligning - gjorde Stefan Scougall det til 2-1 for Sheffield United, hvis tilhængere havde en mægtig fest i pausen.
Men selv om Hull måtte undvære sine to sædvanlige førsteangribere, Nikica Jelavic og Shane Long, var der alligevel bid nok i angrebet til at slå igen i anden halvleg.
Først udlignede Matty Fryatt, der var blevet sendt på banen fra halvlegens start, og kort efter gjorde Tom Huddlestone det til 3-2.
Den store midtbanemand spillede et-to midt på banen og satte i et uimodståeligt ryk ind gennem United-forsvaret, der til sidst blev snydt af en finte, inden Huddlestone brugte venstrebenet til at passere målmand Mark Howard.
Da Stephen Quinn midt i anden halvleg øgede forspringet til 4-2, var det op ad bakke for manager Nigel Clough og hans stærkt kæmpende tropper.
Jamie Murphy fik godt nok reduceret på en akrobatisk flugter i sidste minut, men Hull-spillerne strøg bare op i den anden ende og lavede kampens ottende og sidste mål.
Det var David Meyler, der sluttede målfesten, da han sendte et tørt skråskud ind i Sheffield United-målet.
Finalen, der altså bliver en anliggende mellem Hull og Arsenal, bliver spillet 17. maj.
/ritzau/