Hundredvis fanget under jorden: Eksplosion dræber mindst fire minearbejdere

Skrevet af admin

13/05/2014

Dagens topnyheder

Mindst fire minearbejdere har tirsdag mistet livet i en voldsom eksplosion i en kulmine i Tyrkiet.

Det fortæller det lokale parlamentsmedlem Muzaffer Yarttas, som har været i kontakt med de læger, der er involveret i redningsarbejdet. Tidligere berettede Yarttas ellers om mindst 20 omkomne, men tirsdag aften fortæller han ifølge AFP, at fire lig er blevet fundet.

- De døde blev dræbt af kvælning og forbrændinger, fortæller Muzaffer Yarttas ifølge AFP.

Dødstallet frygtes at stige yderligere, for samtidig er der ifølge Yarttas op mod 400 minearbejdere fanget under jorden i kulminen, som ligger i den vestlige provins Manisa i Tyrkiet. Andre lokale kilder melder om 200-300 minearbejdere.

Ifølge borgmesteren i Soma, som er et distrikt i Manisa, er 20 minearbejdere blevet reddet fra eksplosionen. Det fortæller han ifølge nyhedsbureauet Reuters.

- Det var en fejl i elektriciteten, der forårsagede en eksplosion, siger en kilde fra de lokale myndigheder ifølge AFP til den tyrkiske tv-station NTV television.

Redningsfolk er i gang med at pumpe ren luft ned i den to kilometer dybe mine, hvor et ukendt antal minearbejdere stadig befinder sig.

Lokale medier skriver ifølge AFP, at der var 580 minearbejdere på arbejde i minen, da eksplosionen fandt sted, men at mange er kommet ud af minen med livet i behold.

- Fire redningshold arbejder ved minen. Ilden giver problemer for redningsarbejdet, men der bliver pumpet ilt ned i de mineskakter, som ikke blev berørt af eksplosionen, siger energiminister Taner Yildiz, som ifølge AFP er på vej til Manisa.

Det er langt fra første gang, minearbejdere rammes af dødelige ulykker i Tyrkiet.

I maj 2010 omkom 28 minearbejdere i en kulmine i byen Karadon i Tyrkiets Zonguldak-provins ved Sortehavet. Dengang blev minen ramt af en eksplosion i mere end 500 meters dybde.

I februar samme år fandt en lignende eksplosion fandt sted, som kostede 13 minearbejdere livet i en mine i det nordvestlige Tyrkiet.

/ritzau/