Hustru sigtet: 60-årig fynbo i livsfare efter knivstik

admin

|

22/03/2014

Dagens topnyheder

En 60-årig mand fra Marslev øst for Odense svæver mellem liv og død, efter at han lørdag formiddag er blevet stukket i ryggen med en kniv.

- Manden er bevidstløs og i livsfare, oplyser vagtchef Jesper Fält, Fyns Politi.

Mandens hustru er anholdt, og politiet har sigtet hende for knivstikkeriet efter straffelovens bestemmelser om grov vold.

Motivet til knivstikkeriet kendes endnu ikke.

- Der kan være tale om en handling foretaget i forbindelse med et kraftigt skænderi flere timer tidligere, siger Jesper Fält.

Der var tilsyneladende ikke andre til stede på adressen end kvinden og den sårede mand.

Det var redningsfolk, der lørdag formiddag blev kaldt til parrets adresse i Marslev, som slog alarm til politiet, da de undrede sig over omstændighederne omkring den sårede mand.

Manden er blevet stukket med en kniv i ryggen, og stikket har været så dybt, at hans ene lunge er punkteret. Han er blevet kørt til behandling på Odense Universitetshospital.

Han er bevidstløs, og politiet har ikke kunnet afhøre ham om, hvad der er sket.

Politiets teknikere arbejder lørdag fortsat på adressen i Marslev. Kvinden skal fremstilles i grundlovsforhør søndag morgen.

/ritzau/