Hver femte elev i 8. klasse tvivler på studenterhuen

Skrevet af admin

22/04/2015

Mest læste i dag

Det er ikke nemt at vælge mellem svendebrev eller studenterhue i 8. klasse.

Godt hver femte elev er i tvivl, viser nye tal fra Undervisningsministeriet.

Tallene er indsamlet i forbindelse med de uddannelsesparathedsvurderinger, som fra i år bliver foretaget af elever i 8. klasse - tidligere skete det først, når eleverne nåede 9. eller 10. klasse.

Her har 8. klasserne skullet svare på, hvilken uddannelse de overvejer at søge, inden samtalerne, der skal vurdere, om eleverne er egnet til de ønskede uddannelser.

Langt størstedelen af dem drømmer om gymnasiet, 57,2 procent ifølge Undervisningsministeriets tal. Mens en femtedel, 20,3 procent, tænker på en erhvervsuddannelse.

Tilbage er så den sidste femtedel, og de ved ikke, om de skal sætte kryds ved en erhvervsskole eller et gymnasium.

Derfor får de vejledning og informationer om begge uddannelser. Men står det til regeringen, skal en stor del af tvivlerne gerne ende med at vælge en erhvervsuddannelse.

- Det er helt afgørende, at flere unge i de kommende år vælger en erhvervsuddannelse, fordi vi kommer til at mangle dygtige faglærte i fremtiden, skriver undervisningsminister Christine Antorini (S) i en pressemeddelelse.

- Selvom de foreløbige tal ser gode ud, har vi fortsat en stor opgave i at fortælle de unge, om de mange gode muligheder der er med en erhvervsuddannelse, skriver hun.

De seneste ansøgningstal fra 2015, der viser, hvilke uddannelser 9. og 10. klasserne er endt med at søge, har dog ikke vist den ønskede stigning mod erhvervsskolerne.

Her søgte 18,5 procent af eleverne en erhvervsuddannelse som første prioritet, mens hele 73,9 søgte mod de gymnasiale uddannelse.

/ritzau/