Ikke Zzzz for længe: Det er nemlig skadeligt at sove for meget

Skrevet af Aller Media

11/10/2013

Mest læste i dag

 

Vi hører ofte om, at for lidt søvn kan skade vores helbred. Men det kan for meget søvn faktisk også, viser ny forskning.

At sove for lidt eller for meget kan nemlig kædes sammen med kroniske helbredsproblemer som diabetes, hjertesygdomme og overvægt, skriver Huffington Post.

Sover du for lidt? På Femina.dk får du syv klare tegn på, du mangler søvn.

Det gælder både, når du sover mindre end seks timer eller mere end 10 timer om natten.

- At sove længere betyder ikke nødvendigvis, at du sover bedre. Det er vigtigt at forstå, at både kvaliteten og kvantiteten af søvn påvirker dit helbred. En sund og balanceret livsstil handler ikke kun om kost og motion. Hvornår og hvordan du sover, er ligeså vigtige parametre som, hvad du spiser, og hvordan du motionerer, siger Janet B. Croft, som er seniorforsker ved Centers for Disease Control and Prevention’s Division og som er medforfatter til undersøgelsen.

På Soendag.dk får du 10 søvnråd, der virker.

Sammenhæng mellem søvn og sygdomme

Forskerne har kigget på søvnmønstre og kroniske sygdomme blandt 54.269 personer over 45 år.

Omkring 31 pct. sov seks timer eller mindre om natten, 64,8 pct. sov mellem syv og ni timer hver nat, og 4,1 pct. sov ti timer eller mere om natten.

Og forskerne kunne måle en sammenhæng mellem for lidt eller for meget søvn og overvægt, diabetes, hjertesygdomme, slagtilfælde og psykiske problemer.

- Flere undersøgelser om emnet skal bruges til at bestemme, hvordan mentale problemer og vedligeholdelsen af en sund vægt påvirker søvnen og forebyggelsen af kroniske sygdomme, siger forskerne bag undersøgelsen.

Undersøgelsen har været publiceret i tidsskriftet SLEEP.

Af Mia Qvist Scheelsbeck, NewsDesk, Aller Media