Imamer i Kosovo anholdt for at sende krigere til IS

Skrevet af admin

17/09/2014

Dagens topnyheder

Mindst ni imamer var blandt de 15 personer, der onsdag blev anholdt i Kosovo under den anden store operation i løbet af nogle få uger i et forsøg på at dæmme op for strømmen af unge etniske albanere, som slutter sig til krigere i Irak og Syrien.

En politikilde, der ønsker at være anonym, siger til nyhedsbureauet Reuters, at de 15 anholdte vil blive anklaget for terrorisme, trusler mod de forfatningsmæssige regler, tilskyndelse og religiøs hadtale.

I den seneste operation 11. august blev 40 mennesker anholdt, mistænkt for at have kæmpet i Irak og Syrien eller at have rekrutteret oprørere.

Politiet siger, at blandt de imamer, der er blevet anholdt, er en indflydelsesrig muslimsk præst fra Den Store Moské i hovedstaden Pristina. En anden er lederen af et islamisk funderet politisk parti.

- Flertallet af de anholdte er imamer, tilknyttet forskellige moskeer, det tilhører Kosovos Islamiske Samfund, siger polititalsmand Baki Kelani.

De fleste af Kosovos 1,8 millioner indbyggere er etnisk albanske muslimer, som hovedsageligt lever et sekulært liv.

Men videooptagelser af politifolk, der anholder imamer, kan udløse vrede blandt de troende muslimer i Kosovo og stille spørgsmål til religionsfrihed. Betjentene bar sorte masker for ikke at blive genkendt af frygt for repressalier.

En talsmand for Det Islamiske Samfund, som ansætter og aflønner imamer, siger, at ingen er hævet over loven, og hvis der er beviser for, at samfundets ansatte har truet forfatningsreglerne, så er alle lige for loven.

Frygten for en snigende radikalisering blandt deres muslimske samfund har rystet balkanlande som Serbien og Bosnien, hvor snesevis af deres indbyggere også er kendt for at have sluttet sig til islamistiske krigere i Mellemøsten.

Efterretningsofficerer i Kosovo mener, at mellem 100 og 200 kosovarer kæmper i Irak og Syrien, hvor militante jihadister fra Islamisk Stat-gruppen har erobret store landområder, som nu bombes af amerikanske fly.

/ritzau/Reuters