IOC til Fifa: Lad de bedste spillere komme til OL i Rio

Skrevet af admin

05/10/2015

Mest læste i dag

Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) må sørge for, at de bedste spillere får fri til at deltage ved OL i Rio de Janeiro næste år.

Så klar er beskeden fra Den Internationale Olympiske Komité (IOC), efter at Fifa har meldt ud, at klubberne selv må afgøre, om de vil frigive deres unge profiler til turneringen.

Det kan få indflydelse på, hvor stærkt et hold Danmark kan stille med, skriver Politiken.

- Vi forventer, at de bedste spillere får lov til at deltage ved OL, og vi forventer, at Fifa sikrer, at det også er tilfældet i Rio næste år, skriver IOC i en mail til avisen.

I Danmark begyndte debatten om den olympiske fodboldturnering for et par uger siden. Divisionsforeningen fandt ud af, at de danske klubber ikke var tvunget til at frigive deres unge spillere til legene i Rio, sådan som de ellers havde troet.

I forvejen var OL lidt af en pine i dansk fodbold, da arrangementet finder sted 4.-20. august næste år, mens Superligaen er i gang, og mens danske hold kæmper for at kvalificere sig til de europæiske turneringer.

Derfor var det også et interessant perspektiv, at klubberne havde ret til at holde på deres spillere. Og det kunne de også godt finde på at gøre, lød det flere steder fra.

For eksempel vil det presse FC København, hvis klubben både skal give Andreas Cornelius, Ludwig Augustinsson og Christoffer Remmer fri til OL.

I 2012 havde Fifa's eksekutivkomité helt ekstraordinært vedtaget, at fodboldklubberne verden over skulle frigive deres spillere til OL i London og i Rio. Men i 2014 besluttede samme eksekutivkomité i al stilhed, at den ikke længere har kompetence til at træffe den slags ekstraordinære beslutninger.

I Divisionsforeningen siger direktør Claus Thomsen, at beskeden fra IOC ikke ændrer på, at nogle klubber nok får svært ved at lade alle deres bedste unge spillere få fri til OL.

Den virkelighed arbejder de også ud fra i DBU, hvor elitechef Kim Hallberg vil forsøge at sikre "en god løsning" for dansk fodbold.

- Men hele det her forløb viser, at Fifa og IOC bør finde ud, hvad de egentlig vil med fodbold ved OL. For jeg forstår da godt, at IOC går ind i den her sag. Det er da en devaluering af idrætten, hvis de bedste ikke kommer med.

/ritzau/