Iraks Maliki kræver dom fra Højesteret for at gå af

Skrevet af admin

13/08/2014

Dagens topnyheder

Iraks fungerende premierminister, Nuri al-Maliki, siger onsdag, at det kræver en afgørelse fra landets Højesteret, hvis han skal opgive sine bestræbelser på at tage en tredje periode som premierminister.

Det sker efter, at Iraks præsident, den kurdiske Fouad Masoum, formelt har bedt den shiamuslimske leder Haider al-Abadi om at danne en ny regering i landet.

- Jeg bekræfter, at regeringen vil fortsætte, og at den ikke vil blive erstattet uden en afgørelse fra Højesteret, siger Maliki i en tv-transmitteret tale.

Den shiamuslimske Maliki påpeger i sin tale, at udnævnelsen af Haider al-Abadi er et brud på forfatningen, og at den derfor er uden værdi.

Siden parlamentsvalget i april, hvor der ikke kom nogen klar afgørelse, har sunnimuslimer, kurdere og enkelte shiamuslimer opfordret Maliki til at træde tilbage og lade en anden tage magten.

Også USA har indikeret, at man gerne ser ham afløst af en mere inkluderende leder.

Maliki, der har placeret shiamuslimer på politiske og militære topposter, er blevet beskyldt for at have marginaliseret landets sunnimuslimske befolkning og dermed bidraget til, at flere sunnier har sluttet sig til ekstremisterne fra Islamisk Stat (IS), der truer landets sikkerhed.

/ritzau/AFP