Iran advarer USA om at lege med ilden i kampen mod IS

Skrevet af admin

13/09/2014

Dagens topnyheder

Sekretæren for Irans øverste nationale sikkerhedsråd beskylder USA for at overtræde andre landes suverænitet under "påskud af at bekæmpe terrorisme" i Irak og Syrien.

USA står bag en international koalition, der har som mål at bekæmpe militante islamister fra bevægelsen Islamisk Stat i Irak og Syrien.

- Under påskud af at bekæmpe terrorisme ønsker USA at fortsætte deres ensidige politik og krænke andre landes suverænitet, siger Ali Shamkhani ifølge det statslige nyhedsbureau Irna.

Han siger videre, at Washington "forsøger at aflede verdenens øjne fra sin centrale rolle i at støtte og udruste terrorister i Syrien i et forsøg på at vælte det legitime regime".

Formanden for parlamentet, Ali Larijani, advarer samtidig USA om, at et angreb på Irans allierede Syrien såvel som landets egen kamp mod Islamisk Stat vil være at "lege med ilden".

- USA leger med ilden i regionen og må vide, at det ikke kan angribe Syrien under påskud af at bekæmpe Islamisk Stat.

- USA skal vide, at hvis landet angriber landene i regionen, så vil ingen være i stand til at kontrollere regionen. Lunten vil blive antændt, siger han.

Præsident Barack Obama er ved at opbygge en international koalition og har sagt, at Washington har planer om at lancere luftangreb mod Islamisk Stat i både Irak og Syrien.

Iran har været den syriske præsident, Bashar al-Assads, nærmeste allierede, siden oprøret mod hans regime brød ud i marts 2011.

Shamkhanis kommentarer falder samtidig med, at Frankrig forbereder sig på at afholde en konference om situationen i Irak i Paris på mandag.

Islamisk Stat har fra Syrien erobret store dele af det nordlige og vestlige Irak indenfor de seneste måneder og udråbt et kalifat.

/ritzau/AFP