Iran vil ikke bøje sig ved ny forhandlingsrunde

Skrevet af admin

02/07/2014

Dagens topnyheder

Iran er parat til at tage konkrete skridt for at sikre, at landets atomprogram forbliver fredeligt, men vil ikke "knæle i underkastelse" for at få en aftale på plads.

Det siger landets udenrigsminister, Javad Zarif, forud for den måske afgørende runde atomforhandlinger med seks stormagter.

Der er sket en del fremskridt under de seneste måneders forhandlinger mellem Iran og de seks stormagter i P5+1-gruppen om præstestyrets kontroversielle atomprogram.

Men der blev onsdag fremsat mange skarpe bemærkninger fra både iranerne og USA op til forhandlingerne, hvor der er chancer for at få en historisk aftale på plads, inden en tidsfrist udløber 20. juli.

De fem permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet samt Tyskland ønsker, at Iran nedtrapper sine nukleare aktiviteter, så den udbredte frygt for, at landet er ved at udvikle atomvåben, bliver dæmpet. Men iranerne insisterer på, at atomprogrammet udelukkende tjener fredelige formål.

Den sjette runde forhandlinger, der officielt indledes torsdag, kan potentielt set fortsætte frem til tidsfristens udløb 20. juli, men det er også muligt, at tidsfristen forlænges.

USA's udenrigsminister, John Kerry, skriver i The Washington Post, at Irans ledere nu står over for at skulle træffe et valg ved forhandlingerne:

- De kan blive enige om nødvendige skridt, som kan forsikre verden om, at deres atomprogram udelukkende er fredeligt. Eller de kan bortødsle en historisk mulighed.

- Hvad vil Iran vælge? Trods mange måneders forhandlinger ved vi det ikke. Vi ved kun, at den offentlige optimisme, som de giver udtryk for, ikke modsvares ved forhandlingsbordet med klare, rimelige og målbare forhandlingsudspil, skriver Kerry.

Den iranske udenrigsminister skriver i den franske avis Le Monde, at nogle lande ligger under for "illusioner" i forbindelse med atomprogrammet.

- I modsætning til frygten i Vesten, så er Iran, hvis det ønskede det, "adskillige år og ikke nogle få måneder fra at kunne bygge produceret en atombombe."

Han siger forud for et møde med EU's udenrigschef, Catherine Ashton, onsdag, at kravene fra stormagterne er baseret på en fejlagtig opfattelse af blandt andet tid og trusselsbilleder.

/ritzau/AFP