Islamister bortfører 200 nigerianske skolepiger

Skrevet af admin

16/04/2014

Dagens topnyheder

Helt op imod 200 piger blev sent mandag bortført, da den islamiske gruppe Boko Haram stormede en skole i det nordøstlige Nigeria.

Det skriver CNN efter forlydender om, at mindst 100 skolepiger var blevet bortført.

Ifølge vidner og officielle kilder ankom de tungt bevæbnede islamister til skolen efter solnedgang i lastbiler og busser. Her satte de ild til flere af skolens bygninger og indledte en ildkamp med skolens vagter.

Tirsdag fortalte en anonym sikkerhedskilde nyhedsbureauet AFP, at Boko Haram havde bortført "mindre end 200, men flere end 100 piger" fra skolen, som ligger i Chibok i delstaten Borno.

Overfor Reuters bekræftede en skolelærer fra området, at mere end 100 piger var blevet bortført, mens en anden lærer fortalte, at det var Boko Haram, der stod bag.

Efter flere timers skyderier blev skolens vagter overmandet, og Boko Haram indtog skolen. Skolepigerne blev ifølge AFP ført ud af bygningerne, tvunget op på en lastbil og kørt væk.

Boko Haram har tidligere angrebet skoler i området. Sidst i februar blev 59 skolelever dræbt, da gruppen angreb en skole i delstaten Yobe.

En del af eleverne blev skudt, mens andre fik skåret halsen over. Flere elever omkom desuden i flammerne, da skolens bygninger blev brændt af.

Så sent som mandag morgen rystede kraftige eksplosioner en travl busstation i udkanten af Nigerias hovedstad, Abuja. Omkring 75 mennesker formodes at være blevet dræbt i angrebet, som Boko Haram også mistænkes for at stå bag.

Boko Haram, hvis navn betyder noget i retning af "vestlig uddannelse er en synd", kæmper for at få indført sharia-lov i det store vestafrikanske land og har siden 2009 dræbt tusinder i de nordlige og centrale dele af landet.

/ritzau/