Jakob Fuglsang drømmer fortsat om Tour-triumfen

Skrevet af admin

25/06/2014

Mest læste i dag

Sidste år blev Jakob Fuglsang samlet nummer syv i Tour de France, og den danske cykelstjerne håber, at han en dag vinder det legendariske franske etapeløb.

- Det er stadig drømmen at vinde Touren en enkelt gang. Det er helt sikkert. Det er det ultimative for en ryttertype som mig. Måske er det at skyde lidt højt, men jeg udvikler mig stadig som rytter.

- Jeg blev nummer syv i Touren sidste år, og jeg tror i hvert fald, at top-tre er inden for rækkevidde. Hvis sol, måne og stjerne står helt rigtigt, så kan man aldrig vide, hvad der vil ske, siger Fuglsang i juniudgaven af Idrætsliv.

Under årets Tour de France skal Fuglsang være løjtnant for italieneren Vincenzo Nibali på Astana-mandskabet.

Det betyder, at Fuglsang i første omgang ikke kan køre sin egen chance, men han tror alligevel på en topplacering til sig selv.

- Chris Froome vinder. Han virker til at være på toppen, og hele Sky-holdet ser ud til at være klar til at gentage succesen fra sidste år. Holdet arbejder hårdt, og det kommer til at gøre forskellen.

- Alberto Contador ser også god ud, men han slår ikke Froome - heller ikke Nibali. Hvis alt går godt, tager jeg selv en femteplads, vurderer Fuglsang.

Årets Tour de France begynder den 5. juli.

/ritzau/