Jernbanen holder præcisionsdag

Skrevet af John Meyer

20/12/2012

Mest læste i dag

Fredag den 21. december er en af årets mest travle rejsedage, og for at få så mange passagerer som muligt frem til tiden, holder hele jernbanesektoren en fælles præcisionsdag denne dag. Medarbejdere fra 14 forskellige jernbanevirksomheder vil på perronerne rundt omkring i landet hjælpe de mange tusinde rejsende, der har valgt at tage toget på juleferie fredag.


- Vi ved, at der er ekstra mange, der benytter fredagen før jul til at tage hjem til familien på ferie. Og vi vil gerne være med til at sikre, at de kommer godt af sted. Derfor har vi blandt andet sat ekstra personale af til at hjælpe, siger Susanne Mørch Koch, direktør, DSB Fjern og regionaltrafik.


- På præcisionsdagen arbejder hele jernbanesektoren sammen om at få de mange tog fyldt med folk godt hjem til jul. Derfor vil du denne dag både møde det personale, der til dagligt arbejder med togdriften, og kollegaer på tværs af selskaberne, som rykker ud for at gøre det til en god dag for os alle, siger Jesper Hansen, administrerende direktør i Banedanmark og formand for det tværgående Rettidighedssamarbejde.


Der vil være omkring 250 ekstra medarbejdere på omkring 40 stationer rundt omkring i hele landet. Medarbejderne, der er let genkendelige i deres orange veste, vil svare på spørgsmål og hjælpe med at få passagererne og deres bagage ind i det rigtige tog, så togene afgår så rettidigt som muligt. Det forventes, at op mod 35.000 pendlere og julerejsende krydser Storebælt den 21. december. Hertil kommer et stort antal rejsende på de øvrige strækninger på jernbanen.