Jihadister er fanget i krigen uden pas

Skrevet af admin

13/10/2014

Dagens topnyheder

Flere syrienkrigere - også danske - fortryder, når krigens brutalitet rammer. Men da kan det være svært at komme hjem, skriver Politiken mandag.

Et eksempel er en 17-årig dansk dreng, der havde fået nok af krigens barske realiteter og i fjor meddelte sine pårørende i Danmark, at han ønskede hjælp til at komme hjem fra Syrien.

Han kæmpede for en islamistisk oprørsgruppe, men selv om han med en neutral aktørs mellemkomst blev forsøgt hjulpet, lykkedes det ikke. Drengen blev senere dræbt i kamp.

Han er angiveligt ikke ene om at have haft problemer med at forlade slagmarken.

Ifølge Politikens oplysninger er mindst en anden dansk syrienkriger - en yngre dansktyrker - i samme situation.

Politiets Efterretningstjeneste (PET) indsamler systematisk information om de danske muslimer, der kæmper i Syrien og Irak, og kender også eksempler på, at de ikke kan forlade borgerkrigen, hvis de først har tilsluttet sig en militant gruppe.

I en analyse fra juni skriver Center for Terroranalyse under PET, at "det kan være vanskeligt at forlade nogle af de militant islamistiske grupper i Syrien", og at "det kan være farligt" blot at forsøge det.

Når jihadister fra vestlige lande ankommer til oprørsgrupperne Syrien eller Irak, tvinges de ofte til at aflevere deres pas.

Andre - for eksempel den 19-årige AH fra Aarhus - vælger at brænde deres danske pas for at sværge troskab og loyalitet.

Ikke mindst krigshandlingerne får krigerne til at fortryde, vurderer terrorforsker og professor ved Northeastern University Max Abrahms.

- Medlemmer af terrorgrupper fortryder somme tider deres engagement. Livet som terrorist er hårdt, især i Syrien og Irak i disse dage. Desuden indser terroristerne ofte, at der er forskel på det, de forventer, og de realiteter, de møder, siger Max Abrahms til Politiken.

Nogle tror således, at de skal medvirke til at slå amerikanere ihjel, men finder ud af, at aktioner også rettes mod muslimske kvinder og børn.

- Det skaber desillusion, siger Max Abrahms.

/ritzau/