Jøder fik nej til flere ressourcer på møde med embedsmænd

Skrevet af admin

28/05/2015

Dagens topnyheder

Beskyttelsen af Det Jødiske Samfund i Danmark må ikke blive et spørgsmål om ressourcer.

Det har justitsminister Mette Frederiksen (S) flere gange understreget i forbindelse med evalueringen af politiets indsats ved angrebene mod blandt andet synagogen i Krystalgade i februar.

Men ressourcer - eller mangel på samme - blev netop brugt som begrundelse for at afvise jødernes ønske om en forøgelse af sikkerheden, som ifølge Politiets Efterretningstjeneste (PET) var på sin plads.

Det fremgår af et internt dokument fra Justitsministeriet, der blev frigivet tirsdag - dagen før folketingsvalget blev udskrevet, skriver Jyllands-Posten.

Oplysningerne kan læses i et håndskrevet referat fra et møde mellem Justitsministeriet og Det Jødiske Samfund i Danmark i november 2012.

- 1,9 mio. (er, red.) ikke nok, bedt om 2,5. Mener at kunne dokumentere, at det ikke løber rundt, skrev en embedsmand i referatet ud fra jødernes ønske.

1,9 millioner henviser til størrelsen på den post, som Det Jødiske Samfund i Danmark i 2012 havde på finansloven til at drive foreningens egen vagttjeneste.

Men ifølge jøderne selv var det 600.000 kroner for lidt, og PET havde bakket den vurdering op.

Mødet mellem Justitsministeriet og Det Jødiske Samfund i Danmark blev holdt i sommeren 2012 på baggrund af, at der havde været et angreb på en jødisk skole i Toulouse i Frankrig.

Men jødernes bekymring over, at noget lignende kunne ske i Danmark, udmøntede sig ikke i en større pose penge.

- Vil orientere ministeren, har ikke en pose penge til formålet, står der i referatet.

Oppositionen kritiserer regeringen efter de nye oplysninger.

- Det viser sig, at det har været et ressourcespørgsmål. Det viser, at regeringen ikke har udvist rettidig omhu, siger Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup, til Jyllands-Posten.

Mette Frederiksen sagde onsdag efter et samråd i Folketingets Retsudvalg, at "det simpelthen ikke er rimeligt at påstå, at den mail kan have nogen indflydelse" med henvisning til embedsmandens referat fra mødet.

Regeringen hævede efter mødet i 2012 bevillingen til 2,1 millioner kroner, men ikke 2,5 millioner som ønsket.

/ritzau/