Jødisk supermarked i Paris genåbnet efter angreb

Skrevet af admin

15/03/2015

Dagens topnyheder

Et jødisk supermarked i Paris, der blev angrebet af en militant islamist i forbindelse med terroranslaget mod magasinet Charlie Hebdo i januar, blev søndag genåbnet.

- Vi var rystede og chokerede efter angrebet, men der har aldrig hersket tvivl om, at vi ville genåbne, siger en af lederne af supermarkedet Hyper Cacher, Laurent Mimoun.

Fire jødiske mænd blev skudt og dræbt i supermarkedet af gerningsmanden, Amedy Coulibaly, den 9. januar - to dage efter brødrene Cherif og Said Kouachi dræbte 12 mennesker ved angrebet på Charlie Hebdos redaktion.

Den franske indenrigsminister, Bernard Cazeneuve, deltog i genåbningen af forretningen, hvor der er foretaget omfattende reparationer, efter at specialstyrken rykkede ind og dræbte Coulibaly og befriede personale og kunder, der var blevet taget som gidsler.

- Denne fødevareforretning viser tappert, at livet er stærkere end alt, sagde Cazeneuve.

- Når man besøger forretningen i dag kan man stadig se, hvor vanskeligt det var at foretage interventionen, sagde han videre efter at have besøgt både kølerum og baglokaler.

Han sagde, at alle må respektere dem, der blev ofre for "barbariet".

Der er ansat nyt personale i forretningen, mens de ansatte, der gennemlevede det blodige angreb, har mulighed for at vælge om de hellere vil arbejde i et andet supermarked fra kæden.

Frankrig har både det største jødiske og det største muslimske mindretal i EU, og der er frygt for tiltagende spændinger efter angrebene i januar.

Fransk politi fik uvurderlig hjælp fra flere gidsler, før det stormede supermarkedet.

En far gemte sig i supermarkedets kølerum med sin treårige søn, da det gik op for ham, at et angreb og en gidseltagning var i gang.

Manden, som hedder Ilan og er i 30'erne, tog sin jakke af og svøbte den om sin søn for at beskytte ham mod de kolde temperaturer. Sammen med de andre gidsler opholdt de sig musestille i kølerummet i næsten fem timer.

Ilan's mor, der hurtigt blev klar over, at hendes søn og barnebarn måtte befinde sig i supermarkedet, gav politiet hans nummer, som dermed var i stand til at lokalisere kølerummet.

/ritzau/TT