Juventus vinder stort over Romas ni mand i topkamp

Skrevet af admin

05/01/2014

Dagens topnyheder

Fodboldklubben Juventus har været som nat og dag i denne sæson.

Mens klubben havde fiasko i Champions League og røg ud efter gruppespillet, så har storholdet fra Torino været overbevisende i den italienske Serie A.

Det blev endnu en gang demonstreret søndag aften, da Juventus knuste den nærmeste rival, AS Roma, med 3-0 på hjemmebane.

Med den 10. ligasejr på stribe åbner Juventus op for et forspring på otte point ned til Roma, der led sit første nederlag i Serie A i denne sæson.

Juventus, der har vundet mesterskabet de to seneste sæsoner, har 49 point for 18 kampe, mens Roma har 41 point på andenpladsen.

Det var ikke overraskende chileneren Arturo Vidal, der bragte hjemmeholdet foran efter 17 minutter, da han stod klar tæt ved målet.

Føringen holdt frem til pausen, og i anden halvleg satte mestrene trumf på.

Forsvareren Leonardo Bonucci fordoblede føringen tidligt i anden halvleg, da han med en kropsfinte udmanøvrerede sin markør, så han kunne sende Andrea Pirlos præcise frisparksaflevering i nettet.

Et kvarter før tid fik Roma udvist både Daniele De Rossi og Leandro Castan.

Sidstnævnte fik det røde kort efter at have leget håndboldspiller tæt på sin egen mållinje.

Den tidligere Roma-angriber Mirko Vucinic, der var blevet skiftet ind i anden halvleg, konverterede det efterfølgende straffespark til kampens sidste scoring.

/ritzau/