K-ordfører: Regeringen svækker Hjemmeværnet

Skrevet af admin

09/03/2015

Mest læste i dag

Det er en panikreaktion, når Hjemmeværnet ændrer sin praksis for opbevaring af våben, mener De Konservatives forsvarsordfører, Mike Legarth.

Over 4000 medlemmer af Hjemmeværnet skal nu aflevere dele af deres våben på centrale depoter.

De nye regler kommer efter attentaterne i København 14. og 15. februar, hvor et af gerningsvåbnene viste sig at være stjålet fra netop Hjemmeværnet.

- Jeg mener, det er en stor fejl, siger Mike Legarth (K).

- Det er en panikreaktion fra regeringens side at skride til denne handling, som handler om at rundbarbere Hjemmeværnet, siger han.

4328 frivillige medlemmer af Hjemmeværnet har våben på privatadressen, men senest 30. marts skal bundstykkerne på våbnene afleveres og opbevares på depoter rundt om i landet. Et våben kan ikke bruges uden bundstykket.

Det er Mike Legarths opfattelse, at regeringen har opfordret Hjemmeværnet til at gennemføre den nye praksis for opbevaring af våben. Og han kalder den nye praksis en "nedgørelse" af hjemmeværnets medlemmer.

Efter skudattentaterne i København i februar vedtog Hjemmeværnet at undersøge, om dets medlemmer følger de gældende retningslinjer for opbevaring af våben.

Men ifølge Mike Legarth har værnet ikke nået at afslutte den interne undersøgelse.

- Man skulle have gennemført undersøgelsen og have gjort arbejdet færdigt. Og når man kendte resultatet, kunne man have forholdt sig til det.

- Men nu er man gået i panik og har valgt at inddrage bundstykkerne, og det er tåbeligt.

Uden funktionsdygtige våben derhjemme kan Hjemmeværnet ikke fungere efter hensigten, mener forsvarsordføreren. Han understreger, at værnet skal kunne reagere med det samme, hvis Danmark får brug for Hjemmeværnets beskyttelse.

- Det er nødvendigt, at vi har hjemmeværnet, og det er nødvendigt, at vi har en lokal aktionsstyrke, vi kan kalde ud, og som kan forsvare landet, hvis vi bliver angrebet, siger Mike Legarth.

/ritzau/