Karadzic om folkedrab-anklage: Jeg kender sandheden

Skrevet af admin

01/10/2014

Dagens topnyheder

Den tidligere bosnisk-serbiske leder Radovan Karadzic, der blandt andet er anklaget for folkedrab ved FN's krigsforbryderdomstol i Haag, siger onsdag i sit afsluttende forsvar, at "alle serbere" er på anklagebænken.

Den 69-årige Karadzic afviser anklagerne om folkedrab, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden under borgerkrigen i Bosnien i starten og midten af 1990'erne, blandt andet i byen Srebrenica, hvor 8000 muslimske mænd blev dræbt.

- Det er det serbiske folk, der er under anklage, siger Karadzic i sit forsvars afsluttende argumenter, der blev indledt onsdag.

Overfor krigsforbryderdomstolens dommer hævder den tidligere bosnisk-serbiske leder, at anklagemyndigheden har løjet i sin sagsfremstilling.

- Jeg kender sandheden. Anklagemyndigheden kender sandheden, men de forsøger at vildlede retten, siger Karadzic.

Anklagemyndigheden afsluttede i mandags sin afsluttende procedure i sagen. Her lød det, at Karadzic var drivkraften bag den etniske udrensning under den blodige borgerkrig i Bosnien, der kostede 100.000 mennesker livet.

Anklagemyndigheden og forsvaret har hver 10 timer til deres afsluttende argumenter, og Karadzic ventes at fortsætte sin forsvarstale torsdag.

Radovan Karadzic blev anholdt i en bus i Serbiens hovedstad, Beograd, i juli 2008, hvor han med stort fuldskæg og briller havde taget en ny identitet som healer.

Retssagen mod ham startede i oktober året efter, men det var først i marts 2010, at han endelig fremsagde sine åbningsbemærkninger.

Her sagde han blandt andet, at grusomhederne, som de bosniske serbere blev beskyldt for, var iscenesat af muslimer, og at massakren i Srebrenica var en "myte".

En dom i sagen ventes først i slutningen af 2015.

/ritzau/AFP