Karantæner i begge ender svækker Randers FC i premiere

Skrevet af admin

20/02/2015

Dagens topnyheder

Fredag aften skydes forårssæsonen i Alka Superligaen i gang med mødet i Farum mellem FC Nordsjælland og Randers FC.

Begge hold er ramt af vitale afbud. Torsdag meddelte FC Nordsjælland, at topscorer Uffe Bech skal have foretaget en indgreb og er ude, og Randers er i samme situation.

Kronjydernes svenske topscorer Mikael Ishak skal afsone en karantænedag, han sparede op til i efteråret.

I den anden ende af banen er Randers' centerforsvarer Mads Agesen også karantæneramt.

Han er med længder den spiller i ligaen, der har samlet flest strafpoint sammen i denne sæson, nemlig 70, og det er hans fjerde karantænedag i sæsonen.

Dermed skal Mads Fenger have ny makker i midterforsvaret, men det ser Fenger ikke som et problem. Han har i flere træningskampe dannet makkerpar med Jeppe Tverskov.

- Jeppe og jeg har spillet sammen i mange kampe her i opstarten, og vi kender hinanden godt efterhånden, så det bliver ikke noget problem at skulle spille med Jeppe i stedet for Mads, siger Fenger til Randers' hjemmeside.

Fredagens modstander FCN har tre mulige debutanter til kampen; Gudjón Baldvinsson, Gudmundur Gudi Thórarinsson og Hans Mulder.

Den nye trio i klubben er allerede faldet godt til i klubben, fortæller anfører Patrick Mtiliga.

- Det var anderledes i sommer, hvor alle skulle vænne sig til hinanden. Nu er det faldet fint på plads, og derfor er det lettere for de nye at komme ind på holdet nu, siger venstrebacken til FCN's hjemmeside.

Inden fredagens kamp, der begynder 18.30, ligger Randers nummer tre med 31 point, mens FCN har seks point færre på femtepladsen.

/ritzau/