Kerry sætter igen kursen mod fred i Mellemøsten

Skrevet af admin

31/03/2014

Dagens topnyheder

Den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, har for anden gang i løbet af kort tid ændret rejseplaner for at lægge ekstra timer og anstrengelser i forhandlingerne i Mellemøsten.

Efter et møde med den russiske udenrigsminister i den franske hovedstad, Paris, sætter han mandag eftermiddag kursen mod de skrøbelige fredsforhandlinger med israelske og palæstinensiske ledere.

- Efter at have konsulteret med sin stab har udenrigsminister Kerry besluttet, at det vil være produktivt at vende tilbage til regionen, siger ministeriets talsmand Jen Psaki.

I sidste uge afbrød Kerry et besøg i Rom for at rejse til Amman for at tale med palæstinensernes præsident, Mahmoud Abbas, i et forsøg på at overtale ham til at forlænge fredsforhandlingerne, der er sat til at slutte 29. april.

Det ventes, at Kerry vil besøge både Israel og de palæstinensiske områder under mandagens besøg.

Ved at vende tilbage til regionen indikerer Kerry ifølge Reuters, at det anses for værende muligt at redde forhandlingerne, der i de seneste dage har været på randen af sammenbrud.

Amerikanerne håber på, at forhandlingerne kan fortsætte året ud, men ambitionen har lidt et alvorligt knæk, efter at Israel i denne weekend ikke har løsladt 26 palæstinensere, som ellers var forudsætningen for genoptagelsen af forhandlingerne i juli.

Ifølge aftalen skulle Israel løslade i alt 104 palæstinensiske fanger, der har været fængslet fra tiden inden den første selvstyreaftale i 1993.

Til gengæld skulle palæstinenserne undlade at presse deres krav om at få anerkendt en stat igennem FN.

Indtil nu har Israel løsladt 78 fanger, men fredag oplyste Israel gennem de amerikanske mæglere, at løsladelsen af den sidste gruppe fanger vil blive udskudt, medmindre palæstinenserne går med til at forlænge forhandlingerne.

/ritzau/Reuters