Kerry til Mellemøsten for at søge støtte til IS-koalition

I et forsøg på at sikre støtte til en koalition, der skal bekæmpe Islamisk Stat (IS), rejser USA's udenrigsminister, John Kerry, tirsdag til Jordan og Saudi-Arabien.

En talskvinde fra USA's udenrigsministerium siger, at flere end 40 lande allerede har indikeret, at de i et eller andet omfang ønsker at indgå i kampen mod den voldelige, islamistiske gruppe, der opererer i Syrien og det nordlige Irak.

- Målet for koalitionen er at koordinere den trussel, som Isil udgør, siger Jen Psaki og tilføjer, at koalitionens allierede får forskellige roller, og at ikke alle vil tilbyde Irak militær støtte.

Den Islamiske Stat, der tidligere gik under betegnelsen Den Islamiske Stat i Irak og Levanten (Isil), har de seneste måneder erobret meget store dele af det nordlige og vestlige Irak.

- Det er naturligvis en række forskellige muligheder eller kapaciteter, de forskellige lande har, siger hun videre.

En kernekoalition af 10 vestlige lande besluttede på sidste uges Nato-topmøde i Wales at gøre en indsats for at nedkæmpe den ekstremistiske oprørsgruppe.

Strategien er at stoppe al pengetilførsel til IS og sætte en prop i strømmen af udenlandske krigere, der kommer til området for at kæmpe de militante islamisters sag.

I weekenden kom det frem, at kernekoalitionen af vestlige lande, der agter at stække Islamisk Stat, får følgeskab af Den Arabiske Liga, der også vil bekæmpe den militante gruppe og andre jihadister militært.

Ifølge diplomatiske kilder, som nyhedsbureauerne AFP og Reuters har talt med, ser Den Arabiske Liga på mulighederne for at indgå et samarbejde med USA.

Senest har Iran meldt sig som støtte for kernekoalitionen af vestlige lande.

Den besked fik den danske udenrigsminister, Martin Lidegaard (R), af sin iranske kollega, Mohammad Javad Zarif, efter et møde i den iranske hovedstad, Teheran.

USA betragter dog ikke Iran som en del af koalitionen trods den støtte, som landet allerede yder til Irak i kampen mod militante.

/ritzau/AFP

 

Top partnere


Lån penge
Find det bedste lån til dig, der lige står og mangler penge her og nu til en rejse eller en ny computer.


Vejle24
Vejles nye netavis med seneste nyt fra Vejle og omegn.


Sammenlign sikre og regulerede casino-sider i Danmark. Udforsk de bedste online casinoer på www.bedrageri.com/online-casino


På Samlino.dk kan du beregne og sammenligne lån til bil på tværs af 15+ selskaber. Prøv i dag på www.samlino.dk/laan/billaan
 

Dagens Gossip