Klimaforhandlingerne i Lima har det hårdt

Skrevet af admin

13/12/2014

Mest læste i dag

Klimakonferencen COP20 skulle ellers have været slut fredag, men de slider i det endnu, delegationerne fra 195 lande ved forhandlingsbordene i Lima, hovedstaden i Peru.

Tidligere lørdag blev forhandlingerne sat på pause, men nu er de genoptaget, skriver det tyske nyhedsbureau dpa.

Åsa Romson, Sveriges klima- og miljøminister, siger, at delegationerne forsøger en sidste gang at nå frem til en sluttekst.

Hun siger også, at en sluterklæring formentlig vil indeholde blandt andet nogle punkter om, hvordan forhandlingsprocessen om et mere ambitiøst klimasamarbejde frem mod år 2020 kan fungere.

Kritikere ved konferencen har langet ud efter de foreslåede sluttekster, der kritiseres for at være for udvandede, for tynde.

Lima byder næppe på en stor aftale, men håbet er nu, at disse forhandlinger kan føre til en tekst, som alle kan enes om, og som kan skubbe verden og klimaet nærmere den store aftale, som alle håber på kan forhandles på plads ved COP 21 i Paris om et år.

- Men styrken er, at de beslutninger, vi leverer i Lima, tydeligt peger på en proces, hvor alle lande vil kunne enes om en aftale i Paris, siger Romson til det svenske nyhedsbureau TT.

Men det er tilsyneladende ikke så let.

Kepa, en finsk paraplyorganisation for en række NGO'er, siger ifølge det finske nyhedsbureau FNB, at der er et stykke vej til enighed i Lima endnu, fordi afrikanske lande ikke er tilfredse med udkastet til en sluterklæring.

Tuuli Hietaniemi, klimaekspert i Kepa, siger, at de afrikanske lande er utilfredse med, at finansiering af klimaforbedringer til udviklingslande eller hjælp til lande, der rammes af klimaforandringer, ikke nævnes.

Videre siger klimaeksperten, at også Malaysia har protesteret.

/ritzau/