Knivmand angriber tre franske betjente på politistation

Skrevet af admin

21/12/2014

Mest læste i dag

Politiet i den franske by Joue-les-Tours skød og dræbte lørdag en ung mand, der gik til angreb på betjente med en kniv på den lokale politistation, mens han råbte "Allahu akbar", som betyder "Gud er stor" på arabisk.

Manden nåede at såre tre betjente - heraf to alvorligt - før han blev skudt og dræbt af tililende betjente.

Gerningsmanden var ifølge det franske nyhedsbureau AFP en 20-årig fransk statsborger med rødder i det afrikanske land Burundi. Han var i forvejen kendt af myndighederne.

- Han råbte "Allahu akbar" fra det øjeblik, han kom ind, til sit sidste åndedrag, fortæller en kilde tæt på efterforskningen til AFP.

- Det ligner den slags angreb, som Islamisk Stat har opfordret til. Efterforskningen tyder på, at han var ansporet af radikale, islamistiske motiver, siger kilden.

Den ekstremistiske gruppe Islamisk Stat, der på brutal vis kontrollerer flere områder i Syrien og Irak, har opfordret sine tilhængere i den vestlige verden til at udføre angreb i Guds navn.

Ifølge de franske myndigheder er omkring 1200 af landets statsborgere på den ene eller anden måde i kontakt med jihadister i Syrien og Irak. Til sammenligning vurderer Politiets Efterretningstjeneste (PET) i Danmark, at omkring 100 personer er draget til de to lande for at kæmpe med Islamisk Stat eller lignende grupper.

Frankrig er - ligesom andre vestlige lande - bekymret for, at jihadister, der er draget i hellig krig, vender tilbage til Frankrig og udgør en sikkerhedstrussel.

Frankrigs premierminister, Manuel Valls, udtrykker lørdag aften sin sympati for de to betjente, der blev alvorligt såret ved angrebet. Samtidig tilføjer han, at Frankrig ikke vil tage let på folk, der angriber politi og andre myndigheder.

Den 20-årige knivmand var ifølge myndighederne ikke på nogen overvågningsliste hos efterretningstjenesterne i landet. Men ifølge AFP har hans bror haft planer om at rejse til Syrien for at kæmpe.

Joue-les-Tours er en forstad til Tours, der ligger omkring 200 kilometer sydvest for Paris.

/ritzau/AFP