København får lejlighedspriser på landsplan til at stige

Skrevet af admin

04/06/2014

Dagens topnyheder

Der er godt gang i prisudviklingen på ejendomsmarkedet.

I marts steg priserne på både huse og ejerlejligheder med 0,8 procent. Og på et år er priserne på huse og ejerlejligheder steget henholdsvis 3,6 procent og 8,9 procent, viser Danmarks Statistiks ejendomssalg for marts 2014.

For ejerlejlighedsmarkedet har priserne været opadgående siden 2012. Og specielt her kan man se, at det er københavnsområdet, der driver priserne op.

- Priserne kan svinge fra måned til måned, og man skal være forsigtig med at lægge for meget i månedsændringerne, siger Ane Arnth Jensen, direktør i Realkreditrådet.

- Det er samtidig vigtigt at have for øje, at der bag udviklingen ligger regionale forskelle, og at prisstigningerne primært er koncentreret omkring de større byer, siger hun i en kommentar til tallene.

Christian Hilligsøe Heinig, cheføkonom i Realkredit Danmark, siger, at ejendomspriserne fortsat falder i flere områder, og at handelsaktiviteten ligger underdrejet.

- Vi er dog samlet set beherskede optimister på boligmarkedets vegne, når vi ser ind i 2015 - både som følge af en forventning om et stadig lavt renteniveau og en forventning om yderligere fremgang i dansk økonomi og på arbejdsmarkedet, siger han i en kommentar.

I sidste uge kom der prognoser fra vismændene og regeringen om boligmarkedet. Vismændene regner med en prisvækst på huse på 1,5 procent i år, mens regeringen forventer en stigning på 2,5 procent i år.

- Tager vi udgangspunkt i dagens offentliggjorte pristal for marts, og antager, at huspriserne er uændrede resten af året, så vil huspriserne samlet set ende gennemsnitligt 2,5 procent højere i 2014 sammenlignet med 2013, siger Christian Hilligsøe Heinig.

- Som altid er der stor usikkerhed i forbindelse med månedlige prisstatistikker, og det er dermed for tidligt håndfast at konkludere, at prognoserne har fået baghjul af virkeligheden, siger han.

/ritzau/