Rådet for Sikker Trafik kommer med en særlig opfordring til forældrene kort før skolestart.
Lige nu læser andre
I de kommende uger begynder tusindvis af børn i skole, og mange steder er politiet klar med kontrol på skolevejene.
Sideløbende sætter Rådet for Sikker Trafik og 94 kommuner med kampagnen ”Børn på vej” fokus på, at man skal passe godt på de mange børn i trafikken.
Samtidig opfordrer Rådet for Sikker Trafik også forældrene til at få børnene ud af bilerne og lære dem at færdes i trafikken til fods eller på cykel, hvis det er muligt.
For med færre biler ved skolerne, bliver der mindre trafikkaos.
Samtidig er det også vigtigt at træne trafikken med børnene, da det gør dem til mere sikre trafikanter, når de en dag selv skal færdes til og fra skole.
Læs også
“Der kan være mange gode grunde til, at så mange vælger at køre deres børn i bil til skole. Men vi opfordrer til, at man prioriterer at gå eller cykle til skolen med sine børn, hvis det er muligt, da det er vigtig trafiktræning af børnene. Man lærer ikke at begå sig i trafikken ved at sidde på bagsædet af en bil og kigge ud ad bilruden,” siger Jakob Bøving Arendt, adm. direktør i Rådet for Sikker Trafik.
En undersøgelse blandt flere end 2.000 forældre til skolebørn, som Rådet for Sikker Trafik gennemførte i 2024, viser, at 65 % af skolebørnene har under to kilometer til skole. Undersøgelsen viser også, at i sommerhalvåret tager 37 % af børnene cyklen til skole, mens 27 % bliver kørt og 19 % går. Om vinteren ligger bilen på en første plads, da 39 % bliver kørt i bil i skole, 23 % cykler og 20 % går.
Trafikkaos får flere til at køre børnene
På mange skoleveje kan den tætte trafik virke uoverskueligt for børnene og skabe utryghed, så endnu flere vælger at køre deres børn i skole.
Men det er en kortsigtet løsning.
Derfor opfordrer mange skoler også til, at flere går, cykler eller at man som minimum parkerer et stykke fra skolen og går det sidste stykke.
Læs også
Det skaber mindre trafikkaos lige foran skolen. Samtidig kan man bruge den korte gåtur til at lære sine børn, hvordan man færdes sikkert i trafikken.
“Man skal have praktisk erfaring, for at lære nye ting – det gælder også i trafikken. Trafiktræning gavner børnene her og nu, da motionen er en god start på dagen, og samtidig bliver de mere sikre trafikanter, der kan stå på egne ben på sigt – til gavn for børnene og deres forældre,” siger Jakob Bøving Arendt, adm. direktør i Rådet for Sikker Trafik.