Koldings nye badeanlæg indvies 30. september

Skrevet af Elo Christoffersen

31/08/2013

Dagens topnyheder

Det nye badeanlæg i Kolding , der måtte laves om, kan nu ses i plancher og en model på Kolding Bibliotek frem til 12. september.

Projektet blev stoppet, da Kim Toft Andersens idé om et fjordbad for enden af Lyshøjallé ikke kunne gennemføres inden for rammerne af DRs landsdækkende konkurrence "Byg det op". De årlige driftsudgifter viste sig overraskende høje som følge af, at både kommune og arkitekt ønskede et flytbart anlæg.

I stedet har arkitekt Mads Lund og COWI, som er bygherrerådgiver for DR, udviklet et moderne badeanlæg.

Om badeanlægget

Det 85 meter lange badeanlæg i trykket fyr beskrives af arkitekten som "en nyfortolkning af den klassiske gamle badebro". Borgerne kan glæde sig til en aktivitetsbro, der skaber mulighed for at komme tæt på vandet og lave mange af de vandbaserede aktiviteter, som koldingenserne foreslog på en workshop ved Lyshøj Allé tidligere i forløbet.

Blandt de mange forskellige aktiviteter, som badeanlægget vil give mulighed for, kan nævnes: Udspring, dykning, badning, vinterbadning, solbadning, meditation, yoga, picnic, leg, undervisning og krabbefiskeri.

Badeanlægget bliver beklædt med spejlfolie, så det kommer næsten til at gå i et med vandet. På den indvendige side er anlægget beklædt med træ, som indbyder til berøring og ophold. Træet udgør ikke blot en traditionel beklædning, men danner også møbler og flader til ophold og aktivitet.

Placering

Men hvor skal anlægget ligge? Det vil politikerne i Plan- og Miljøudvalget gerne have borgernes bud på. Realdania samt Lokale og Anlægsfonden stiller følgende krav til placeringen:

• Badeanlægget skal placeres på et offentligt tilgængeligt areal

• Der skal være let adgang for brugerne, herunder cyklister og kollektiv trafik

Borgere kan komme med forslag til placeringen frem til 12. september via byogudvikling@kolding.dk.

I løbet af september beslutter politikerne, hvor badeanlægget skal placeres.

Det videre forløb

Badeanlægget være bygges i løbet af september måned. 30. september er der indvielse på Kolding Havn, hvor alle får mulighed for at komme og se badeanlægget.

I foråret 2014 bliver badeanlægget sat i vandet på den valgte placering.