Komiker tæt på at dø: Lægerne overså blodprop

Skrevet af admin

29/06/2014

Dagens topnyheder

I ambulancen underholdte den skotske komiker Billy Connolly personalet med latterfremkaldende jokes. Men det gjorde ondt. Så ondt at tårerne trillede ned ad kinden på den 71-årige spasmager.

Han blev fragtet til hospitalet i al hast, fordi han havde fået en livstruende blodprop i det ene lår som følge af en operation for prostatakræft. 

- Jeg vidste, at han havde fået en blodprop. Men lægerne ville ikke lytte til mig, fortæller hans kone, Pamela Stephenson, til den britiske avis Daily Mail.

Hun måtte derfor tigge og bede personalet om at undersøge ham nærmere.

- Jeg fik omsider fat i en turnuskandidat, som i telefonen bad os om at komme ind på hospitalet med det samme. 

Heldigvis lykkedes det lægerne at behandle Connollys blodprop i tide, og han blev udskrevet fra hospitalet. Men ironisk nok opstod samme problem, da han kort tid efter var i fuld gang med optagelserne til en dokumentarfilm, der handler om at forholde sig til døden. 

Hans datter Amy arbejdede heldigvis på filmsettet, og hun opdagede problemet i tide, så han fik endnu en gang den fornødne hjælp på hospitalet.

Billy Connolly fik i 2013 konstateret Parkinsons sygdom og prostatakræft på samme dag. Sidstnævnte blev han opereret for i september, og han er i dag erklæret rask.

Newspaq