Kommentator: Løkkes fremtid er hedt emne i V-baglandet

Skrevet af admin

26/05/2014

Dagens topnyheder

Om en uge skal Lars Løkke Rasmussens fremtid som Venstres formand afgøres af partiets hovedbestyrelse, og der er ifølge Venstre-kenderen Jarl Cordua ingen tvivl om, at et opgør mod formanden ulmer hos en række folkevalgte i dele af baglandet.

Men Cordua, der er vært på programmet Cordua og Steno på Radio24syv, understreger samtidig, at intet tyder på, at oprøret på nuværende tidspunkt har et niveau, der kan true Løkkes position.

- Det afgørende er, at der ikke er nogle toneangivende, der har meldt sig under oprørsfanerne.

- Der er en viceborgmester her og en lokalformand der, men det er først, når der kommer et forretningsudvalgsmedlem, en regionsrådsformand eller en kendt formand fra en stor lokalforening, at der kommer vægt bag det, siger Cordua.

Han hæfter sig ved, at Løkke fortsat har stor opbakning i både folketingsgruppen og forretningsudvalget.

Når først magtfulde folk som Carl Holst, Claus Hjort Frederiksen, Inger Støjberg og Hans Christian Schmidt taler Løkkes sag, er det svært at stille sig i spidsen for et oprør.

Den kolde kalkule blandt de toneangivende er ifølge Cordua, at Løkke lige nu stadig er partiets bedste bud på at vinde næste valg frem for partiets næstformand, Kristian Jensen, der er vellidt af mange i baglandet.

Kristian Jensen blev mandag foreholdt søndagens valgnederlag og eventuelle konsekvenser. Og her svarer han, at han "ikke udfordrer Lars Løkke".

Men han svarer ikke, at han ikke vil være formand, noterer Jarl Cordua sig.

- Når Kristian Jensen svarer, som han svarer, så svarer han ikke: "Nej, jeg vil ikke være formand". Men han begynder at snakke om, at han ikke stiller op mod Løkke, og dermed siger han også, at han er klar som kandidat, den dag Løkke måtte trække sig.

- Og det viser bare, at der i hvert fald er nogle i partiet, som går og venter på, at Løkke trækker sig. Det er ikke det samme som, at nogle forlanger hans afgang, eller vi ser et samlet oprør. Men der er ingen tvivl om, at man diskuterer hans fremtid på alle planer, siger Cordua.

Hovedbestyrelsen mødes på tirsdag i Odense med valgnederlaget og Løkkes formandskab øverst på dagsordenen.

/ritzau/