Kommentator: Sejltur kan skade Messerschmidt

admin

9 år siden

|

16/10/2015

Dagens topnyheder

Sagen om Dansk Folkepartis sejltur i en skonnert rundt i Danmark før kommunalvalget i 2013 kan udvikle sig fra en dårlig sag for DF's EU-parlamentariker, Morten Messerschmidt, til en dybt skadelig sag for partiet og ham.

Det vurderer Børsens politiske kommentator, Helle Ib.

- Jeg vil understrege, at sagen har potentiale. Skal man tage Messerschmidts egen udlægning af sejlturen, så mangler der en rygende pistol, siger Helle Ib.

- Hvis det er en korrekt fortolkning af reglerne, at alt har været gennem forhåndsgodkendelse og efterfølgende revision samt en karensperiode på tre uger før kommunalvalget, så er der ikke umiddelbart noget at komme efter, siger hun.

Sejlturen var blandt andet betalt af fonden Feld, som finansieres af EU-midler. De må ikke bruges til disse aktiviteter, sagde presseattaché Delphine Colard fra EU-Parlamentets presseafdeling torsdag til Ritzau.

Men Morten Messerschmidt får først problemer, hvis beskrivelsen af projektet til Feld ikke var fyldestgørende, påpeger Helle Ib.

- Så er det klart, at der er et problem. Men det ved vi ikke endnu. Ingen af os har jo set projektbeskrivelsen. Dér skal man have holdt sig til sandheden. Ellers vil Messerschmidt få store problemer, siger Helle Ib.

Såvel Morten Messerschmidt som partiformand Kristian Thulesen Dahl fastslår i en video, at sejlturen skal promovere partiet før kommunalvalget og EU-parlamentsvalget.

- Det er helt indiskutabelt, at sejlturen har været brugt til at promovere DF inden kommunalvalget, siger Helle Ib.

Sagen er særligt udfordrende, fordi DF har skoset andre politikeres pengefråds, påpeger hun.

- Så DF er selvfølgelig nødt til at holde sin sti 100 procent ren, siger Helle Ib.

/ritzau/