Kommission: Kæmpestore Heathrow skal bygges større

Skrevet af admin

01/07/2015

Dagens topnyheder

En britisk kommission foreslår, at Londons lufthavn Heathrow - den største i Europa - skal bygges endnu større.

Der bør etableres endnu en landingsbane, foreslår kommissionen ifølge BBC.

Gennemføres forslaget, vil det skabe 70.000 job og øge den økonomiske vækst med 147 milliarder britiske pund i 2050, lyder kommissionens analyse.

Forslaget om at udvide Heathrow vil i givet fald ske på bekostning af en ny landingsbane i Gatwick. Sidstnævnte løsning er ikke helt hen i vejret, siger kommissionen, men afkastet er ikke tilsvarende stort.

Ledelsen i Gatwick har ikke opgivet drømmen om, at politikerne vil sende flere penge til et byggeprojekt.

Lufthavnen er ifølge den administrerende direktør, Stewart Wingate, fortsat "i høj grad med i kampen."

Kommissionen foretrækker Heathrow, selvom en udvidelse her vil medføre støjgener for flere mennesker.

- Heathrow er bedst placeret i forhold til at levere den kapacitet, som er mest påkrævet: Langdistancefly til nye markeder, siger kommissionens formand, Howard Davies.

Målt på antal passagerer er Heathrow den største lufthavn i Europa. Den er nummer tre i verden.

Eksperterne mener også, at der skal være forbud mod flyvninger om natten, og der bør ikke bygges en fjerde landingsbane.

Samtidig bør der vedtages afgifter på støj. Disse skal placeres i en fond, som skal gå til lydisolering af huse og skoler.

Udvidelsen vil betyde, at London forbindes med yderligere 40 rejsemål.

En ny bane i Heathrow medfører, at 800 boliger skal eksproprieres og rives ned.

Den britiske premierminister, David Cameron, lovede i 2009, at man ikke ville bygge en ny landingsbane i Heathrow.

/ritzau/