Det vækker bekymring i kommunerne, at Skats nye digitale gældsvåben, EFI, er så ustabilt, at der har været systemnedbrud, forsinkelser og overarbejde, skriver Politiken.
For når borgere undlader at betale kommunerne for børnehaven, parkeringsafgiften, ejendomsskatten eller underholdsbidraget, så er det de statslige skattemyndigheder, der med hjælp fra EFI har fået til opgave at kradse pengene ind.
Udviklingen bekymrer Kommunernes Landsforening.
Her kan man konstatere, at Skat har inddrevet færre kommunale kroner i perioden fra EFI-systemet blev taget i brug i september 2013 og frem til februar i år, end der blev kradset ind i samme periode året forinden.
- Når det viser sig, at der er krav, som risikerer at falde for forældelsen som følge af et it-system, der skal køres ind, er det stærkt bekymrende, siger Lars Eckeroth, chefkonsulent i Kommunernes Landsforening, til Politiken.
- Vi erkender, at det må tage tid at få EFI op at køre, for det er en kompleks øvelse. Men det er altså nu, vi skal begynde at se resultater af det nye system, tilføjer han.
Politiken kunne fortælle onsdag, har EFI været ramt af flere systemnedbrud.
Samtidig er 320 medarbejdere nu sendt på overarbejde for at lynbehandle et stort antal gældssager, der er så tæt på at være forældede, at Skat risikerer helt at miste retten til at kradse pengene ind.
/ritzau/