Kommunerne må bruge 200 millioner mere end aftalt

Skrevet af admin

03/12/2013

Dagens topnyheder

Der bliver blandt andet bygget og renoveret skoler, plejehjem og veje for 200 millioner kroner mere i kommunerne til næste år, end det er aftalt med regeringen.

Regeringen accepterer, at 98 kommuner i 2014 bruger 200 millioner kroner mere end aftalt på anlæg, så de bruger 18,3 milliarder kroner. Samtidig sparer de 100 millioner kroner på serviceudgifter, der koster 230 milliarder kroner.

I januar gav regeringen kommunerne lov til at bruge to milliarder kroner mere på anlæg, som de ville spare på serviceudgifter.

Økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) glæder sig over investeringerne.

- Kommunerne investerer rigtig mange penge i år og næste år i at renovere skoler, reparere kommunale veje, opføre nye biblioteker og andet anlæg.

- Det er godt for borgerne - og skaber vækst og beskæftigelse i landets kommuner, siger hun i en pressemeddelelse.

Finansminister Bjarne Corydon (S) hæfter sig også ved, at kommunerne holder hånden under beskæftigelsen.

- Kommunernes budgetter viser også, at de gør deres for, at vi som land fører en ansvarlig økonomisk politik. Det foreløbige resultat afspejler således, at kommunerne stort set er i mål i forhold til økonomiaftalen, og det vil jeg gerne kvittere for, siger han.

Regeringen regner med at udbetale det betingede bloktilskud på tre milliarder kroner.

Den endelige vurdering af kommunernes aftaleoverholdelse i budgetterne foretages på baggrund af de endelige budgettal, som Danmarks Statistik offentliggør i januar 2014.

Kommunerne skal roses, for det har været en udfordring at nå resultatet, siger Rødovres borgmester Erik Nielsen (S), som er formand for Kommunernes Landsforening (KL).

- Kommunerne fortjener stor ros, og jeg er meget stolt på kommunernes vegne. Budgetterne rammer plet i forhold til den aftale, som er indgået med regeringen, siger Erik Nielsen.

Under budgetloven bliver kommunerne straffet af regeringen, hvis de bruger mere end aftalt med KL.

/ritzau/