Konkurrenter og klagere jubler over Google-sag

Skrevet af admin

15/04/2015

Mest læste i dag

Der er rosende ord fra flere sider, efter at EU's konkurrencekommissær Margrethe Vestager onsdag har sendt en formel klagemeddelelse til den amerikanske internetgigant Google.

David Wood, juridisk chef for interesseorganisationen ICOMP, hvor Microsoft blandt andet er repræsenteret og sponsor, kalder Vestagers beslutning for "modig" og beskriver det som "et afgørende punkt i at skabe et fair og åbent onlinemarked".

- Det vil blive modtaget med lettelse blandt klagere, virksomheder der har lidt skade, og forbrugere på tværs af Europa, siger han i en pressemeddelelse.

Google har modtaget en klagemeddelelse, fordi kommissionen mener, at firmaet misbruger en dominerende position på markedet for søgemaskiner på internettet.

Derudover meddelte Vestager, at Googles styresystem til mobilenheder, Android, skal undersøges for brud på de europæiske konkurrenceregler.

Interesseorganisationen FairSearch Europe - hvor blandt andet Expedia, TripAdvisor og også Microsoft er repræsenteret - er ligeså begejstret som kollegaen.

- Kommissionens handlinger er vigtige skridt i retning af at sætte en stopper for Googles konkurrencebegrænsende praksis, som har skadet innovation og forbrugeres mulighed for valg, siger Thomas Vinje, juridisk rådgiver og talsmand, i en pressemeddelelse.

En af klagerne i sagen og Googles store konkurrent Microsoft er mere afmålt i sin kommentar.

- Alle firmaer skal selvfølgelig følge de samme regler. Beslutningen i dag giver Google mulighed for at forklare dets mening ved en høring, og kommissionen kan derefter beslutte, hvorvidt den europæiske lovgivning har været overholdt, siger en talsperson for Microsoft i en pressemeddelelse.

Google har nu 10 uger til at komme med et svar.

Google siger onsdag i en kommentar, at man "med al respekt er voldsomt uenig i", at virksomheden synes at misbruge sin dominerende position.

Google sidder på 90 procent af markedet for søgetjenester i de fleste EU-lande, mens Android på verdensplan er det største styresystem til mobiltelefoner.

/ritzau/