Konkursboets advokat er tilfreds med ændret FCN-dom

admin

|

31/03/2015

Dagens topnyheder

Klubejer Allan K. Pedersen solgte superligaklubben FC Nordsjælland alt for billigt til sig selv i 2008. Det fastslog Højesteret i en dom tirsdag eftermiddag.

I 2008 solgte Allan K. Pedersen FCN for en halv million kroner fra selskabet AKP Holding A/S, der siden gik konkurs.

Konkursboets advokat Peter Schradieck er tilfreds med, at Højesteret i tirsdagens dom fastslog, at Allan K. Pedersen skal betale 10 millioner kroner plus renter samt sagens omkostninger.

Det var væsentligt mere end dommen fra landsretten, som i 2013 fastslog, at Allan K. Pedersen skulle betale 2,5 millioner kroner mere i erstatning til konkursboet.

- Det er meget tilfredsstillende, at vi fik ændret landsrettens dom, så erstatningen bliver forhøjet til et tocifret millionbeløb.

- Vi er også meget tilfredse med, at Højesteret ligesom landsretten statuerer omstødelse, altså at der er sket en retsstridig disposition, siger Peter Schradieck.

Dommen betyder, at Allan K. Pedersen, hans kone Bente Pedersen samt advokaten Michael Vinther, som sad med i FCN's bestyrelse, skal betale 10 millioner kroner plus renter, som også løber op i et mindre millionbeløb.

- Det er værd at hæfte sig ved, at Højesteret ligesom landsretten kom frem til, at både Allan K. Pedersen, hans kone Bente Pedersen og bestyrelsesmedlemmet Michael Vinther har handlet ansvarspådragende i forbindelse med overdragelsen.

- Det vil sige, at de ikke har fået lavet en vurdering, som svarer til den reelle værdi af FC Nordsjælland. Det er derfor, de solidarisk bliver dømt til at betale, forklarer Peter Schradieck.

/ritzau/