Kritik i Dong-sag sender Corydon i nyt samråd

Skrevet af admin

08/05/2015

Mest læste i dag

Salget af dele af Dong Energy til investeringsbanken Goldman Sachs bliver ved med at forfølge finansminister Bjarne Corydon (S).

Fredag kritiserede Folketingets Præsidium finansministeren for hans modvilje mod at dele fortrolige oplysninger med Folketinget. Og nu havner finansministeren i endnu et samråd indkaldt af Enhedslistens finansordfører, Frank Aaen.

- Jeg er meget glad for, at præsidiet bakker op om den kritik, som vi har rejst hele vejen igennem.

- Nemlig, at Folketinget ikke fik de nødvendige informationer før salget af Dong og dermed ikke havde det tilstrækkelige grundlag for at vurdere, om salget var klogt, siger Frank Aaen i en skriftlig kommentar.

Enhedslisten har ligesom andre partier bedt om at se de øvrige tilbud på Dong Energy, så man kan vurdere, om tilbuddet fra Goldman Sachs var det bedste.

Efter præsidiets kritik beder Frank Aaen igen finansministeren fremsende de andre tilbud forud for samrådet. Han henviser til, at præsidiet i sin afgørelse vurderer, at oplysningerne er af saglig betydning for sagen.

- Det er en hård kritik af finansministeren, og jeg forventer, at han lytter meget grundigt til kritikken. Det er Folketingets øverste ledelse, der råber vagt i gevær over forløbet. Det er alvorligt for finansministeren, siger Frank Aaen.

Han mener, at finansministeren bør "beklage" over for Folketinget, at han har "hemmeligholdt afgørende oplysninger".

Det kommer dog næppe til at ske. Bjarne Corydon mener nemlig, at Folketingets Præsidium har blåstemplet Finansministeriets ageren omkring salget af Dong til investerings-giganten Goldman Sachs.

Præsidiet kræver heller ikke, at finansministeren i den konkrete sag udleverer dokumenterne, og dermed får Folketinget dem formentlig aldrig at se.

/ritzau/