Kurdere fravrister Islamisk Stat kontrol med grænsepost

Skrevet af admin

15/06/2015

Mest læste i dag

Syriske kurdere siger, at de nu har fuld kontrol med en strategisk vigtig grænseby ved den tyrkisk-syriske grænse. Byen har hidtil udgjort en del af en vigtig forsyningslinje for Islamisk Stat.

- Den er nu under fuld kontrol, siger en talsmand for den kurdiske YPG-styrke, Redur Xelil ifølge Reuters.

YPG og Islamisk Stat har i de seneste dage kæmpet om kontrollen over grænsebyen Tal Abyad.

Kort forinden havde Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder meddelt til nyhedsbureauet Reuters, at den kurdiske YPG-styrke havde indtaget det meste af byen.

Observatoriet, der følger situationen i Syrien via et omfattende netværk af kilder i landet, sagde, at der kun var en mindre håndfuld Islamisk Stat-krigere og nogle af deres allierede tilbage i byen.

Mindst 40 IS-jihadister er dræbt i kampen om Tal Abyad, siger Rami Abdel Rahman, der leder organisationen, til nyhedsbureauet AFP. Mange andre er flygtet videre mod byen Ein Issa, der fortsat er under Islamisk Stats kontrol.

De kurdiske styrker indtog byen fra både øst og vest med støtte fra amerikanskledede luftangreb og allierede oprørsgrupper.

- Tal Abyad er fuldstændig omringet. Der er ingen steder, Daesh kan flygte mod, sagde YPG-kommandant Hussein Khojer tidligere med brug af et arabisk navn for Islamisk Stat.

Siden torsdag har de kurdiske soldater sammen med oprørsgrupper bevæget sig mod Tal Abyad, der udgør et vigtigt punkt på forsyningslinjerne fra Tyrkiet til Raqqa.

- Byen er af strategisk betydning, fordi den er en grænseby, som udstyr, rekrutter og andet kan passere igennem, sagde Charlie Winter, der forsker i yderliggående islamiske bevægelser ved Quilliam Foundation i London.

Han har de en forventning om, at Islamisk Stat vil kæmpe hårdt for at bevare kontrollen over Tal Abyad, og at gruppen formentlig vil lægge masser af miner ud i byen.

Kampene har fået titusinder af syrere til at flygte fra området. Alene siden sidste uge er omkring 20.000 flygtninge rejst ind i Tyrkiet, hvor der er stort tryk på ved grænseovergangene.

Ind imellem har den massive flygtningestrøm skabt kaos ved grænserne, hvor nogle har klippet hul i grænsehegnet eller er klatret over pigtråd i frustration over ventetiden ved grænsen.

/ritzau/AFP