Kurdisk hær indleder offensiv mod Islamisk Stat

Skrevet af admin

06/08/2014

Dagens topnyheder

Soldater fra den kurdiske hær i det nordlige Irak er onsdag stødt sammen med krigere fra den ekstremistiske gruppe Islamisk Stat kun 40 kilometer fra den kurdiske hovedby, Arbil.

Det oplyser en embedsmand fra det kurdiske selvstyreområde i Irak ifølge Reuters.

- Vi har ændret vores taktik fra defensiv til offensiv. Vi kæmper lige nu mod Islamisk Stat i Makhmur, siger Jabbar Yawar, generalsekretær i det kurdiske forsvarsministerium.

Samtidig har den kurdiske hær genoptaget samarbejdet med den irakiske hær, selv om forholdet mellem den irakiske regering og det kurdiske selvstyre har været anspændt. Men med Islamisk Stat har de fået en fælles fjende.

Nyhedsbureauet AFP tilføjer desuden, at kurdiske soldater fra PKK i Tyrkiet samt kurdere fra Syrien deltager i kampen mod Islamisk Stat, der tidligere gik under navnet Isil.

Den kurdiske hær trak sig i weekenden tilbage fra flere områder i det nordlige Irak, efter at Islamisk Stat havde presset dem væk fra blandt andet byen Sinjar.

Titusindvis af byens indbyggere flygtede til de nærliggende bjerge, og ifølge de kurdiske myndigheder risikerer 50.000 flygtninge at sulte ihjel eller blive dræbt inden for 24 timer, hvis ikke de bliver reddet.

De 50.000 tilhører den etniske minoritet af yazidier, som primært har boet i Sinjar og indtil weekenden var under den kurdiske hærs beskyttelse.

- Mange er allerede døde, siger Jabbar Yawar.

Foruden byen Sinjar tog Islamisk Stat i weekenden også kontrol med byen Zumar og Iraks største dæmning, Mosul-dæmningen nordvest for millionbyen Mosul, som også er under gruppens kontrol.

Den kurdiske hær betegnes normalt som værende bedre udrustet end den irakiske regeringshær, der i flere tilfælde har tabt slag mod Islamisk Stat i det sydlige Irak.

/ritzau/Reuters