Kvinde bedøvet og voldtaget i kælderskakt i Aalborg

Skrevet af admin

13/09/2015

Dagens topnyheder

En tur i byen med veninderne endte natten til søndag i et mareridt for en 20-årig kvinde, som blev bedøvet og efterfølgende voldtaget i en kælderskakt i Aalborg.

Kvinden anmeldte voldtægten søndag formiddag.

Hun har fortalt politiet, at hun havde været i byen med nogle veninder og var sluttet af på en restauration i byen, skriver Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Herefter husker hun ikke ret meget. Kvinden mener selv, at det skyldes, at nogen havde puttet noget i hendes drink.

Hun husker dog dele af voldtægten, der foregik i en kælderskakt i byen, men det er usikkert, hvor og hvornår den fandt sted.

Ifølge kvinden var der tale om en sort mand, der var 23-28 år gammel og 180-185 cm høj.

Nordjyllands Politi vil meget gerne høre fra vidner, som måtte have set de to i Aalborg midtby natten til søndag eller søndag morgen.

/ritzau/