Kvinde sigtet for at sætte ild til bolig i Nordjylland

admin

|

24/03/2015

Dagens topnyheder

Tidligt tirsdag morgen blev syv personer evakueret fra en brændende beboelsesejendom i Vester Hassing i Nordjylland.

En 53-årig kvinde er sent tirsdag eftermiddag blevet varetægtsfængslet i sagen og sigtet for at have påsat branden, som efter politiets mening udsatte de syv personer for "overhængende livsfare".

- De syv personer lå og sov i ejendommen, da branden blev påsat, siger vagtchef ved Nordjyllands Politi Poul Badsberg.

Ifølge indsatsleder Søren Korsgaard fra Beredskabscenter Aalborg var det en dyreklinik med lokaler til overnattende kursister på etagen over, som brændte.

Branden havde fem-syv arnesteder, har indsatslederen oplyst til tv2.dk, og sagen blev derfor overdraget til politiet.

Det var angiveligt to ungarske brandmænd, som tilfældigvis var på kursus og overnattede i lokalerne oven på klinikken, der fik slukket branden, skriver tv2.dk.

Kvinden, som blev anholdt klokken 07.40, blev fremstillet i grundlovsforhør klokken 17 og varetægtsfængslet i fire uger.

Hun er sigtet efter straffelovens paragraf 180, som kan straffes med fængsel på op til livstid.

Det vides på nuværende tidspunkt ikke, hvordan kvinden forholder sig til sigtelsen.

/ritzau/